Peacekeepers Day
Den 29. maj 2019 havde vi arrangeret en bustur til Peacekeepers Day på Kastellet i København.
Vi startede 05.30 fra Aarhus Nord og havde opsamling ved Skanderborg Nord og i Horsens indtil alle 27 deltagere var ombord. Vi gjorde et kort stop på en rasteplads for indtagelse af de medbragte rundstykker, kaffe samt en bitter og fortsatte derefter til København, hvor vi ankom lidt over 10.
Første punkt på programmet var at alle deltagere samledes ved De Blå Baretters mindesten, hvor der blev lagt en blomst af landsformanden.
Herefter blev der gjort klar til paraden ved monumentet for Danmarks udsendte. Her deltog bl.a. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, forsvarschef Bjørn Bisserup, flere udenlandske ambassadører samt Livgardens æreskommando og musikkorps. Derudover selvfølgelig et stort antal veteraner.
Efter talerne og kranselægning ved monumentet blev der uddelt missions medaljer til jubilerende veteraner. Her modtog Per Hjortshøj 60 års tegn og Hugo Bæk 50 års tegn for henholdsvis missionerne i Gaza og Cypern. Efterfølgende blev Anders Bang ligeledes tildelt 60 års Gaza-tegn. Efter uddelingen af missionsmedaljerne blev Niels Carlsen dekoreret med Danmarks Veteraners fortjenstmedalje i Bronze af landsformanden.
Efter paradens afslutning samledes alle deltagere til reception med små canapéer samt øl, vand og vin i rå mængder.
Ved 15.00 tiden samledes vi ved bussen og startede hjemturen gennem et trafik-proppet København. Det løsnede dog op lidt længere sydpå indtil Storebælt, og gik så i stå igen tværs over Fyn, hvor vi nærmest sneglede os af sted. Vi havde heldigvis lidt øl med i bussen.
Vi drejede fra motorvejen lidt efter Odense og kørte til Aarup Kro, hvor et dejligt måltid med kalvesteg og isdessert ventede.
Vi nåede Aarhus-området ved 23-tiden efter en begivenhedsrig dag, hvor vejret havde vist sig fra den milde side. Det havde dog været en lang dag og energien var blevet brændt af, men alle var enige i at det havde været en rigtig god tur.